Potentielt partnerskab kan sætte fokus på den danske madkultur i LOF

Potentielt partnerskab kan sætte fokus på den danske madkultur i LOF

17. januar 2023

Hvordan kan vi i aftenskolen bidrage til at styrke den danske madkultur? Skal måltidet være et middel eller mål? Kan vi få danskerne til at spise sundere, grønnere og mere bæredygtigt?

Spørgsmålene var mange, tankerne store og diskussionerne gode til workshoppen hos Madkulturen. Her skulle der udvikles nye projektideer som starten på et potentielt partnerskab.

”Vi fik for alvor øjnene op for, hvordan vi sammen kan bidrage til at løse nogle af de store udfordringer i samfundet som fx den grønne omstilling, ensomhed samt fysisk og mental sundhed. For os i folkeoplysningen er det helt centrale områder at arbejde med, og med Madkulturen har vi en potentielt ny samarbejdspartner i processen”, siger Dorthe Lykke Olesen, der er udviklingskonsulent i LOF.

Med på workshoppen var Anni Buhr, fagkonsulent i LOF Øresund, Lone Husted, skoleleder i LOF Midtjylland, Bodil Sø, skoleleder i LOF Kursuscenter Øst, Helle Jacobsen, skoleleder i LOF Slagelse, Korsør og Skælskør, Susanne Jershøj, skoleleder i LOF Faxe og LOF Haslev, udviklingskonsulent Dorthe Lykke Olesen og kommunikationskonsulent Louise Wiederquist begge fra LOF’s landsorganisation. Deltagere der på forskellig vis har været involveret i Bag om smagen.

Stærkere sammen
I aftenskolerne i LOF er det at arbejde med madlavning, det gode måltid og ikke mindst bæredygtighed ikke en ny disciplin. Workshoppen tog derfor også afsæt i alt det, der virker godt i hele landet – og der var nok at tale om.

”Det her område er jo noget, som afdelingerne er fantastisk dygtige til at arbejde med. Både i deres egen geografi og på tværs som i Bag om Smagen. Vi har gode erfaringer med at lave koncepter, der giver plads til, at både afdelinger og undervisere kan sætte deres eget præg på dem. Det skal vi blive ved med at gøre mere af”, siger Dorthe Lykke Olesen.

Næste skridt på flere baner
Med workshoppen på plads skal der nu fokus på en potentiel partnerskabsaftale med Madkulturen og et projekt, der kan give anledning til at søge midler til hos Kulturministeriets pulje til udvikling af lokal folkeoplysning

”Vi har virkelig skabt et godt fundament for et stærkt samarbejde, der kan blive til et godt projekt med fokus på madkultur og bæredygtighed på den lange bane. På den korte bane er der også masser af gode ideer til kurser og aktiviteter, der kan sættes i gang med det samme”, siger Dorthe Lykke Olesen.

Om Madkulturen
Siden 2011 har Madkulturen arbejdet for bedre mad til alle. Madkulturens mission er at styrke madkulturen i Danmark og dermed bidrage til at løse samfundsudfordringer. Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsorganisation under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Midler fra Lokalforeningspuljen udvikler aftenskolen

  • 18. april 2024 - Iderigdommen i den første ansøgningsrunde i 2024 til Lokalforeningspuljen blomstrer. Nu har ni projekter fået midler.

Så er vi klar med nyhedsbreve 2.0

  • 15. april 2024 - Magien sker stadig via lof.dk/umbraco som nu. Så når du skal lave nyhedsbreve og sende dem ud, skal du egentligt blot gøre, som du ”plejer”....

Årsmøde sætter fokus på folkeoplysningens rolle i et samfund med vilde problemer

  • 10. april 2024 - Vi lever i et samfund med skiftende kriser, hvad betyder det for folkeoplysningen? Det sætter vi fokus på fra forskellige vinkler, når vi mø...