Vores værdier, vision og mission

Sammen lærer vi bedst. Sammen står vi stærkere.

Vores værdier er udgangspunktet for alt, vi gør

LOF er baseret på liberale værdier, hvor hvert menneske har ansvar for sig selv og mulighed for at forme sit eget liv. Det handler om at styrke det enkelte menneske, så vi kan stå stærkere sammen.

Inspireret af højskoletraditionen fremmer vi selvstændig tænkning og aktiv deltagelse i samfundet. Og så tror vi fuldt og fast på, at jo mere oplyst og bevidst den enkelte er, desto bedre kan vi bidrage til fællesskabet.

Vi er et forpligtende fællesskab. Ikke fordi, vi har strikse mødepligter, men fordi vi tror på, at vi alle har et ansvar for at tage stilling til vores egen og andres tilværelse. De værdier gennemsyrer alt, vi gør – fra vores kursusindhold til vores daglige interaktioner.

Hvert menneske er ansvarlig for deres egen læring, men vi skal skabe rammerne, der gør oplysning, fællesskab og fritidsberigelse tilgængeligt for alle.

Vi udvikler os i mødet med det ukendte

Det fællesskab, der er mellem 10 yoga-dyrkende kvinder på et aftenskolehold, er ikke det samme, som det du finder i det lokale fitnesscenter.

De fælleskaber, vi faciliterer har en værdi ud fra et folkeoplysningssynspunkt. Fordi vi får flere mennesker ud af deres hjem, introducerer dem til nye bekendtskaber, og gør dem nysgerrige og klogere på sig selv, andre og samfundet.

I dét møde øges tilliden og sammenhængskraften i samfundet. Og de mekanismer er på spil, uanset om vi mødes om yoga, italiensk for begyndere eller varmtvandstræning.

Og så kan det kan godt være, at vi bliver valgt til, fordi vi har den bedste yogainstruktør, eller det bare passer bedst om tirsdagen – men der er en grund til, vores kursister er loyale.

Det er vores ambition at give noget, vores kursister ikke får andre steder. Fordi vi møder hvert enkelte menneske i øjenhøjde og faciliterer de små, betydningsfulde møder mellem mennesker. Ved kaffevognen, i pausen eller ved at blive 5 minutter efter, undervisningen er afsluttet.

Fælles for alt arbejde i LOF's landsorganisation er værdierne:

  • Respekt
  • Ansvar
  • Livsglæde

Vores vision

LOF vil være et attraktivt, nødvendigt og aktuelt oplysningsforbund, der gennem stærke fællesskaber, udvikler og styrker det enkelte menneske som en aktiv del af samfundet.

Vores mission

Gennem interessebårne læringsfællesskaber skaber LOF værdi og sammenhæng mellem dannelse, en nysgerrig, kritisk og konstruktiv tilgang samt forebyggelse for at understøtte udviklingen af det sunde og hele menneske.

LOF giver lysten og rammerne til at lære mere og tage ansvar for eget liv som en aktiv borger i det danske demokrati og folkestyre.