Har du talt med ChatGPT i dag?
Få inspiration til at bruge kunstig intelligens til at gøre hverdagen lidt nemmere.
Kunstig intelligens har på forskellig vis været emne på Idétræf og Årsmøde og nu senest på Skoleledertræf i Skanderborg, hvor ChatGPT blev introduceret som et kommunikationsværktøj.
ChatGPT er en kunstig intelligens baseret på en stor sprogmodel, der er trænet til at forstå og generere menneskeligt sprog. Den kan skabe tekster, besvare spørgsmål og meget mere. Du kan f.eks. bruge ChatGPT til holdtekster, opslag til sociale medier, pressemeddelelser, fondsansøgninger eller korrekturlæsning.
”Kunsten ved ChatGPT er først og fremmest at bruge sin sunde fornuft. Der er ingen garanti for, at ChatGPT taler sandt, så man skal forholde sig kritisk til teksterne. Desuden får man svar på det, man spørger om. Så det gælder om at stille det helt rigtige spørgsmål – eller et prompt, som det hedder hos ChatGPT,” siger Louise Wiederquist, der er kommunikationskonsulent i LOF’s landsorganisation.
Læs mere om, hvordan du laver et godt prompt.
Eksempel på en holdbeskrivelse genereret af ChatGPT
Holdnavn: Introduktion til Akvarelmaling
Beskrivelse: Kom med på en kreativ rejse ind i akvarelmalingens verden! Dette kursus er designet til begyndere og let øvede, der ønsker at udforske akvarelmalingens teknikker og muligheder. Vores erfarne underviser, Maria Jensen, vil guide dig gennem de grundlæggende teknikker, farvelære og komposition, så du kan skabe dine egne smukke kunstværker. Kurset løber over 8 uger med undervisning hver tirsdag aften fra kl. 18.00 til 20.00. Alle materialer er inkluderet i prisen.
Hvad koster'n?
Der findes både gratis og betalte versioner af ChatGPT, hvor gratisversionen er en fin måde at dyppe tæerne på. Du finder den på https://chat.openai.com/
”I løbet af efteråret kommer der webinar med inspiration til at bruge ChatGPT til at skrive holdtekster. Desuden vil der som en del af LOF’s kernefortælling komme en række generelle råd til, hvad der skal til for at få ChatGPT til at svare lidt mere LOF’sk. I løbet af efteråret vil vi arbejde mere med det, fordi det kan gøre hverdagen meget nemmere,” siger Louise Wiederquist.
Godt på vej
Rundt omkring i landet er mange afdelinger ved at gøre sig erfaringer med at bruge ChatGPT som et værktøj til at skrive forskellige slags tekster.
Hos LOF Lolland Falster er ChatGPT allerede blevet en fast del af værktøjskassen. Her siger skoleleder Malene Larsen:
”Jeg bruger ChatGPT rigtig meget. Det er som at have fået en ny kollega, som er klar til at arbejde nat og dag. Som en sparringspartner er det et fantastisk værktøj. Vi har brugt det til at lave holdbeskrivelser, gav den et par stikord og definerede parametre og fik et okay resultat. Det var lidt for højtravende i sproget, men så bad vi den om at lægge et ekstra lag på med mere humor og begejstring for det udendørs, og så fik vi et super godt stykke tekst, som var lige til at smide på siden. Og det tog under 2 minutter. Selvfølgelig kan man selv skrive det, men det er en kæmpe hjælp at have noget tekst, man kan tage udgangspunkt i. Jeg synes metaforen om, at det er som en meget tjenstvillig hund er rigtig god. Den vil meget gerne hjælpe, men det er vigtigt, man bruger de rigtige ”kommandoer” og accepterer, at den nogen gange gør noget dumt, så må man lige korrigere. Jo mere man bruger et værktøj, jo bedre bliver man også til at udnytte det rigtigt, og det gælder i allerhøjeste grad også for AI.”
I LOF Midtjylland er ChatGPT også et godt hjælpemiddel.
”Hos os i LOF Midtjylland bruger vi ChatGPT til vores kursustekster og har også prøvet det af i en pressemeddelelse. Vi har mange kurser inden for det samme område, og nogle gange går man i stå, og synes det er det samme, som står i alle beskrivelserne. Her kan ChatGPT komme med nye og gode forslag. Ligeledes hvis det er et område, man ikke selv ved så meget om, og læreren måske ikke er så stærk i tekster, er det et godt hjælpemiddel til at komme med inspiration til en kursustekst. Men det er vigtigt at læse det godt igennem, fordi der nogle gange kan være meget ”amerikanske” tekster. Vi plukker meget i det, for selv at sætte vores præg på materialet. Jeg glæder mig til at integrere det endnu mere i vores hverdag, da det er et rigtig godt værktøj,” siger Lone Dahl Klausen, der er kursus- og udviklingskoordinator i LOF Midtjylland.
Nysgerrig?
Hvis du i din afdeling eller afdelingsfællesskab vil have lidt mere, så kan Kursusfabrikken varmt anbefales til kurser og workshops: https://www.kursusfabrikken.dk/
Du kan også booke Frederik Kulager til foredrag om kunstig intelligens som en del af LOF Aftalerne: https://lofnet.dk/udvikling-af-aftenskolen/lof-aftaler/frederik-kulager
Skal det være på lidt mindre skala, så kommer kommunikationskonsulent i LOF’s landsorganisation, Louise Wiederquist, gerne på besøg.