LOFnet
Vesterbrogade 35, 2. tv
LOF på Facebook27. marts 2025
LOF var vært ved en velbesøgt konference på Christiansborg, hvor forsvarsministeren blandt andet var en af hovedtalerne. En fyldt konferencesal dannede rammerne for en aften, hvor Europas og Rigsfællesskabets sikkerhed var i fokus.
Vi lever i en foranderlig verden, der hver dag tager en ny drejning. Hver morgen mødes vi af nye overskrifter, og man ved aldrig, hvem eller hvad den amerikanske administration nu vil rette sit blik mod.
LOF’s landsformand, Kim Valentin, var aftenens moderator. Han indledte konferencen med at fastslå, at Danmark er et frihedselskende land. Men frihed har sin pris, og den skal vi værne om. Kim Valentin citerede den tidligere franske premierminister Manuel Valls, der udtalte, at han var ”misundelig på Danmark, og at Frankrig burde lade sig inspirere af vores velfungerende samfund”. Vi må ikke tage vores frihed for givet.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen understregede, at konferencen var yderst relevant, da udviklingen sker dag for dag. Siden Ruslands angreb på Ukraine og Trumps trusler om militær overtagelse af Grønland har der været travlt i Forsvarsministeriet. Ministeren mindede om de geopolitiske ændringer, som annekteringen af Krim og den efterfølgende invasion af Ukraine medførte. Faktisk er det ikke mange år siden, at der var reelle diskussioner om, at Rusland kunne blive en del af NATO, hvilket i dag virker utænkeligt. Den verdensorden vi ser i dag, kræver at forsvaret opruster og moderniseres, så vi kan modstå truslerne fra Rusland. Det er både materielt og på mandsskabssiden. Vi skal stå sammen i Norden og Europa og indkøbe systemer, som kan bistå hinanden fremover.
Aftenens anden hovedtaler, Flemming Splidsboel fra DIIS, bakkede ministeren op og skitserede et dystert billede, hvor vi er et halvt skridt tættere på 3. verdenskrig. Alligevel sagde han, at han ikke var blevet mere bekymret af den grund. Faktisk er hans bekymring for fred større, som han citerede sig selv fra TV2 NEWS – et udsagn, der kan virke paradoksalt. Han uddybede, at fred har også en pris, og den pris, som kan følge med den fred, USA og Rusland forhandler om, kan være for høj og få for store konsekvenser for os i EU. Frygten for at lade Putin få dele af Ukraine kan opmuntre ham til mere aggression. Han er utilregnelig, og næste skridt kan sagtens være en invasion af Moldova. Der er også de nukleare trusler, som Putin ofte benytter sig af.
Michael Zilmer-Johns, der har været dansk ambassadør ved NATO, var tæt på beslutningstagningen gennem årene underbyggede Zilmer-rapporten fra 2022. Rapporten slår fast, at USA har mistet sin dominerende position som supermagt på grund af den økonomiske, teknologiske og militære magtspredning. Det har givet Kina en kæmpe fordel. Zilmer-Johns understregede, at de mange og skærpede trusler mod Danmark betyder, at vi bliver nødt til at opruste for at kunne modstå og afskrække Rusland. Et mere selvstændigt Europa er nødvendigt, hvor det værste, der kan ske, er, at USA forlader NATO.
Der var dog også håb at spore blandt oplægsholderne. Generelt blev det konkluderet, at frygten for krig ikke fylder mest – det er i højere grad den hybride krig og cyberterror, vi står midt i, som bør bekymre os. Flemming Splidsboel Hansen fortalte, at f.eks. Thisted Lufthavn blev hacket af russerne i februar 2024. Selvom det ikke havde store konsekvenser, var det en påmindelse om, at al intet er for småt for russerne at angribe.
Aftenen blev afsluttet i Snapstinget, hvor konferencegæsterne kunne nyde dagens ret og hyggeligt samvær. Konferencen var støttet et Europanævnet.
LOF’s landsorganisation har allerede den næste store konference i støbeskeen: Den 9. maj 2025 i anledning af EU’s 75-års fødselsdag. Her vil beredskab og infrastruktur være på dagsordenen.
Du kan finde flere spændende arrangementer med fokus på EU og verden omkring os på lof.dk/eu
Af Christian Federspiel, organisationskonsulent LOF’s landsorganisation