6 greb, der gør dine designs svære at overse
Hvordan laver vi materialer, der fanger opmærksomheden, er nemme at afkode og samtidig styrker LOF’s visuelle identitet? Det kræver ikke, at du er grafiker. Men det kræver, at du træffer nogle bevidste valg.
På webinaret Godt design for ikke-designere fik vi en introduktion til de grundlæggende designprincipper og til, hvordan vi bruger LOF’s visuelle identitet i vores kommunikation.
Her får du de vigtigste principper samlet i en praktisk guide.
Seks principper, der gør dit design bedre
1. Relevans – start med modtageren
Før du åbner Canva, skal du overveje, hvem du taler til, og hvad du gerne vil fortælle.
Spørg dig selv:
Hvem er målgruppen?
Hvad skal modtageren vide?
Hvorfor er budskabet relevant for netop dem?
Hvad vil du gerne have, at modtageren gør?
Brug et sprog, som målgruppen forstår, og vælg billeder, der passer til aktiviteten og de mennesker, du gerne vil nå.
2. Mindre er mere – skær ind til benet
Det kan være fristende at få alle informationer, farver, billeder og grafiske elementer med. Men for mange elementer gør det svært at afkode budskabet.
Giv plads til det vigtigste, og fjern det, der ikke hjælper modtageren.
Prøv at:
Have ét hovedbudskab pr. annonce eller opslag.
Bruge få farver og skrifttyper.
Begrænse antallet af billeder og grafiske elementer.
Fjerne pynt, der ikke har en funktion.
Bruge den tomme plads aktivt.
Er du i tvivl om et element, så prøv at fjerne det. Hvis materialet fungerer bedre uden, har du svaret.
3. Hierarki – vis, hvad der er vigtigst
Modtageren skal hurtigt kunne se, hvad materialet handler om. Derfor skal du prioritere informationerne. Ikke alt skal fylde lige meget. Tænk over, hvad modtageren først skal se, derefter læse og til sidst handle på.
Brug eksempelvis:
En tydelig overskrift, der fortæller, hvad tilbuddet handler om.
En underoverskrift med den vigtigste supplerende information.
Mindre tekst til praktiske oplysninger.
Kontraster i størrelse, skrifttype og farve til at skabe overblik.
Husk også læsbarheden. Undgå for små skrifttyper og lange tekststykker.
Et godt tip: Undgå at skrive hele overskrifter med store bogstaver. VERSALER LARMER og kan gøre teksten sværere at læse.
4. Struktur og luft – skab ro og overblik
Det, der hører sammen, skal placeres tæt på hinanden. Det, der ikke hører sammen, skal have afstand. Det lyder enkelt, men gør en stor forskel for, hvordan vi oplever et design.
Brug luft mellem overskrifter, tekst, billeder og praktiske oplysninger. Den tomme plads er ikke spildplads. Den hjælper modtageren med at finde rundt i indholdet. Sørg for, at elementerne står på linje, og brug gerne et fast gitter som hjælp til at placere dem.
5. Konsistens – brug LOF’s visuelle identitet
Når vi bruger de samme farver, skrifttyper, logoer og grafiske elementer, skaber vi genkendelighed. Det gør det lettere for modtageren at genkende LOF på tværs af annoncer, sociale medier, hjemmesider og trykte materialer.
Derfor skal du:
Bruge LOF’s logo.
Bruge de godkendte farver.
Bruge LOF’s skrifttyper.
Bruge de grafiske elementer fra designmanualen.
Tage udgangspunkt i LOF’s skabeloner.
Undgå at tilføje alternative skrifttyper, farver eller grafiske elementer, fordi du synes, de passer bedre til det enkelte opslag. Det er netop gentagelsen, der skaber en stærk og genkendelig identitet.
6. Formalia – få de praktiske detaljer på plads
Selv det flotteste design mister sin effekt, hvis formatet er forkert, billedet er uskarpt, eller der er stavefejl.
Inden du offentliggør eller sender materialet videre, skal du derfor tjekke:
Format: Passer størrelsen til den kanal, materialet skal bruges på? Print og digitale medier kræver forskellige formater.
Billeder: Er billederne i god opløsning, og har du rettigheder til at bruge dem?
Beskæring: Er motivet placeret rigtigt, og er vigtige dele af billedet ikke skåret væk?
Korrektur: Har du tjekket overskrifter, datoer, priser, kontaktoplysninger og tilmeldingslink?
Et ekstra tip: QR-koder hører først og fremmest til på trykte materialer, hvor modtageren kan scanne dem med sin telefon.
Din huskeliste, inden du trykker offentliggør
Brug de seks spørgsmål som et sidste tjek af dit design:
Relevans: Er budskabet relevant for målgruppen?
Mindre er mere: Har jeg ét tydeligt hovedfokus?
Hierarki: Kan modtageren hurtigt se, hvad der er vigtigst?
Struktur og luft: Er der ro, orden og plads i designet?
Konsistens: Følger jeg LOF’s visuelle identitet?
Formalia: Har jeg valgt det rigtige format, tjekket billeder og læst korrektur?