Beredskabsdagen er lige om hjørnet
Den 6. maj deltager mange af aftenskolerne i LOF i Folkeoplysningens Nationale Beredskabsdag med aktiviteter over hele landet. Dagen sætter fokus på, hvordan vi styrker både det praktiske og menneskelige beredskab i en tid, hvor samfundet stiller nye krav til os alle.
”Når vi i LOF arbejder med beredskab, så gør vi det med øje for både praktikken og for det menneskelige aspekt. For vi skal naturligvis have styr på, hvordan vi klarer os i tre døgn i tilfælde af en krise. Men det er også vigtigt at styrke fællesskaberne, tilbyde viden og gøre os alle mere robuste i en verden, hvor det kan være svært at følge med”, siger Karina Vincentz, der er projektleder i LOF’s landsorganisation.
Rundt omkring i landet har LOF allerede mange aktiviteter om beredskab på programmet rundt i landet. Her er der alt fra førstehjælpskurser til mindfulness. På lof.dk/beredskab kan du finde kurser og foredrag, der giver viden og handlekraft i en uforudsigelig hverdag.
Gratis online foredrag på dagen
Alle afdelinger i LOF har mulighed for at være med til at udbyde et gratis online foredrag på beredskabsdagen. Foredraget er med Jesper Hede og har overskriften ”Er du og din familie klar, hvis krisen rammer?”. Han er international forfatter og instruktør med over 35 års erfaring i overlevelse og vildmarksliv.
Foredraget tager udgangspunkt i hans bog 'Kriseparat – Håndbog i personligt kriseberedskab', der henvender sig til helt almindelige danskere, der ligesom at bruge sikkerhedssele i bilen og at have en indboforsikring også ønsker at være forberedt på uventede krisesituationer.
Her gør vi op med myterne og fokuserer i stedet på sund fornuft og personligt ansvar for helt almindelige mennesker. Kort sagt – bliv kriseparat med enkle, logiske skridt og få værktøjerne til en mere robust hverdag.
Foredraget afholdes på Zoom kl. 19.00 – 21.00 den 6. maj. Du kan læse mere om beredskabsdagen og finde materialer til markedsføring på lofnet.dk/beredskab