Forårets skoleledertræf med inspiration til en travl hverdag
Kippers, kommunikation og kaminpassiar er måske ikke tre ting, man naturligt forbinder med hinanden. Men på forårets skoleledertræf var alle tre emner på dagsordenen, hvor der også blev arbejdet med personligt lederskab og et spændende kig ind i maskinrummet hos LOF Syd. Det hele foregik i smukke rammer på Sandbjerg Gods.
”Vi befinder os i den perfekte storm”, sådan indledte sekretariatsleder Per Paludan Hansen, da han bød velkommen til skoleledertræffet. Han henviste til flere afdelingers oplevelser med, at opgaven med markedsføring i løbet af de seneste seks måneder er blevet større og mere kompleks.
”Vi oplever fx, at kunstig intelligens styrer mere, at sociale medier er blevet dyrere og mere komplicerede at bruge til annoncering, og at algoritmerne er blevet endnu sværere at gennemskue. Det betyder i forskellig grad noget for os i aftenskolerne på tværs af forbund. Det betyder også, at vi som organisation skal være skarpe på, at markedsføring er en investering i at sikre en velfungerende aftenskole”, sagde han.
Hvordan når du dine mål?
At være skoleleder er en kompleks opgave med mange forskelligartede opgaver. På skoleledertræffet blev der derfor arbejdet med at styrke det personlige lederskab med hjælp fra Sara Øllgaard.
”Det sværeste er at forandre sig selv. Vi ved, hvad vi har. Vi ved ikke, hvad vi får. Men ved at arbejde med det personlige lederskab får vi redskaber til at nå vores mål”, sådan indledte Sara Øllgaard skoleledertræffets første punkt om personligt lederskab.
Med hjælp fra metoden ”Inner Development Kit” blev der arbejdet med indsigt og udsyn i grupper og på egen hånd i den smukke natur på Sandbjerg Gods.
Et særligt punktum
Skoleledertræffet markerede også slutningen på udviklingskonsulent Dorthe Lykke Olesens lange og flotte karriere i LOF. Hun gav sine perspektiver på LOF, folkeoplysning og samfundet i en samtale med sekretariatsleder Per Paludan Hansen. Her var der også plads til fællessang, gaver og et glas portvin.
”Husk, at man i LOF har elastik i ryggen. Man siger nemlig aldrig helt farvel til organisationen”, sagde Dorthe Lykke Olesen.
Kippers og kommunikation
Fredagens program bød på et spændende kig ind i maskinrummet hos LOF Syd. Her arbejder skoleleder Louise Weiss Petersen fx med koncepter for at skabe en rød tråd i skolens mange tilbud. Hun havde også inviteret beredskabschef Allan Dalager til at fortælle om potentialer i beredskabsindsatser i LOF.
”Jeg synes, at I hos LOF har en spændende profil til at arbejde med beredskab. Det kan være viden om, hvordan myndighederne vil fungere i en krise. Det kan også være hjælp til at facilitere beredskabsplaner i eksisterende fællesskaber som landsbylaug og ejerforeninger. I skal heller ikke undervurdere behovet for at styrke det mentale beredskab”, sagde Allan Dalager.
Udviklingskonsulent Karina Vincentz fulgte emnet beredskab op med de planer, der er for at arbejde med beredskab i LOF.
”Vi ved ikke alt endnu, derfor skal vi nu bruge tiden på at forberede os, så vi er klar, når en ny regering er på plads, og dermed retningslinjerne for de midler, der kommer til indsatsen. Budskabet er, at vi skal lave koncepter til eksisterende fællesskaber, så brug tiden på at kortlægge jeres netværk”, sagde hun.
Inspiration, ideer og energi til at arbejde mere aktivt og målrettet var sidste punkt på programmet. Desværre måtte oplægsholder Helle Goller melde afbud på grund af sygdom. I stedet præsenterede kommunikationskonsulent Louise Wiederquist tre pointer med inspiration fra det planlagte oplæg.
Nemlig:
1. Spillereglerne har ændret sig. Det stiller endnu større krav til at bruge flere kanaler og med omtanke.
2. Brug de varme målgrupper med gentegninger og nyhedsbreve.
3. Brug Facebook med omtanke. Man kan stadig sælge billetter der, men det er blevet dyrere og mere kompliceret. Prioriter autentisk indhold, reels og skift annoncer ofte.
Skoleledertræffet blev rundet af i køkkenet, hvor der blev forberedt ”kriseretter” over fyrfadslys. Der var både kippers, bønneretter og arme riddere med god hjælp fra Sandbjerg Gods' kreative køkkenchef.
Du kan se eller gense præsentationerne fra skoleledertræffet.