Idétræf 2026: Når verden splittes, samler folkeoplysningen
LOF Idétræf samlede i weekenden skoleledere, bestyrelser og medarbejdere til et døgn med inspiration, refleksion og ny viden på Hotel Svendborg.
Folkestyret, folkeoplysning og demokrati var de gennemgående temaer på træffet. LOF’s formand Kim Valentin åbnede Idétræffet med en klar og markant indledning.
”Vi lever i en tid, hvor vi skal vælge fællesskabet fremfor den enkeltes magt. I en tid hvor vi må insistere på værdien af kulturen. For kultur er ikke pynt, det er samfundets immunforsvar.”
En eftermiddag med demokrati og åndelig oprustning
Nanna Mik-Meyer gav et spændende indblik i arbejdet med Magtudredningen 2.0.
”Det er et øjebliksbillede, men vi kan se, at demokratiet i Danmark formelt er stærkt. Men også at magtens form og placering ændrer sig. Det skyldes blandt andet parametre som økonomisk ulighed, en større grad af professionalisering af politik, en ændret offentlig samtale og internationalisering af magten.”
Når verden splittes, samler folkeoplysningen. Det var omdrejningspunktet, da Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole, satte fokus på åndelig oprustning som en del af det at være kriseparat.
”Folkeoplysningens rolle har altid været at bevidstgøre om de historiske og kulturelle værdier, der er værd at kæmpe for. Men vi oplever også en form for kulturelt hukommelsestab, hvor det kan være svært at finde noget, der er værd at kæmpe for. Det kalder på en åndelig oprustning, hvor vi sammen taler om værdierne. Det sker fx i oplysningsforbundenes aktiviteter. For enhver generation må lære at forstå, at demokrati ikke må tages for givet.”
Skulderklap og violin
Om eftermiddagen bød programmet på fire fordybelsesmoduler med fokus på blandt andet beredskab, demokrati, samskabelse og administration. Her blev der delt viden, erfaringer og konkrete perspektiver, som kan bruges direkte i det lokale arbejde.
Tanket op på både viden og netværk bød aftenen på uddelingen af Orkidé-prisen. En pris, der gives til en skoleleder, der fortjener et ekstra skulderklap. I år gik prisen til Louise Weiss Pedersen, skoleleder i LOF Syd.
”Jeg er meget glad for prisen. En pris der ikke kun gives til mig som skoleleder men også til hele teamet. En stor tak til både administrationen og til bestyrelsen", sagde hun.
Lørdagen sluttede med musik, sang og anekdoter, da Lasse og Mathilde satte et varmt og stemningsfuldt punktum for dagens program.
Rockwoll-laget er blevet mindre
Søndagen begyndte med morgensamling med sekretariatsleder Per Paludan Hansen.
”Vi lever i en tid, hvor verden er i opbrud. Jeg har altid tænkt, at vi i Danmark havde et tykt Rockwoll-lag omkring os. Men jeg må indse, at det lag er blevet tyndere. Derfor giver vores arbejde i LOF endnu mere mening. For her kan vi skabe rammerne for, at mennesker kan være sammen med andre og være optaget af noget andet. LOF er et fristed, fællesskab og ny viden. Vi skal gøre det i vores klassiske aktiviteter, men vi skal også udvide med fokus på beredskab. Det gør vi plads til i vores netop vedtagne strategi med tre fokuspunkter: en stærkere profil, stærkere relationer og større robusthed.”
Det stærke team
”Vi er mennesker, før vi er virksomheder.” Med det afsæt holdt Sara Ølgaard oplæg om at skabe stærke teams. Oplægget blev kombineret med gruppearbejde, hvor der blev arbejdet intenst med at omsætte teori til praksis i LOF’s hverdag.
Fra bondekultur til storby
Idétræffet blev rundet af med et levende oplæg fra Niels Krause-Kjær om hans nyeste roman Ude for uden. Romanen tager afsæt i en vandrebog skrevet af hans far og hans højskolekammerater gennem et halvt århundrede og blev fortalt som historien om en kulturel revolution, der på to generationer flyttede fokus fra bondekultur til storby og efterlod provinsen i skyggen.
Se LOF-aftalen med Niels Krause-Kjær
LOF Idétræf blev et døgn, hvor vi sammen bekræftede, hvorfor folkeoplysningen fortsat er vigtig. Når verden forandrer sig, har vi brug for fællesskaber, viden og samtaler om det, der binder os sammen.