Lokal gennemslagskraft er en fælles ledelsesopgave

Af Christian Federspiel, organisationskonsulent

LOF er en lokalt forankret organisation. Det lokale engagement er en af vores største styrker og en væsentlig del af vores identitet. Men lokal forankring opstår ikke af sig selv. Den kræver synlighed, stærke relationer og et tæt samarbejde mellem skoleleder, bestyrelse og samarbejdspartnere.

Derfor sætter vi på Ledelsesdag 2026 fokus på, hvordan LOF afdelingerne kan styrke deres lokale gennemslagskraft med oplæg, videndeling og refleksion over egen praksis.

Nye muligheder – og nye krav til ledelsen

Mange LOF afdelinger dækker i dag store geografiske områder og har aktiviteter i flere kommuner. Det skaber nye muligheder, men stiller samtidig større krav til den lokale ledelse.

Relationerne til kommunerne, folkeoplysningsudvalgene og de lokale Venstre foreninger skal prioriteres, vedligeholdes og udvikles. Det kan være en udfordring i en hverdag, hvor den daglige drift fylder, og hvor skolelederen samtidig skal have blik for udvikling, økonomi og nye aktiviteter.

Her kan skoleleder og bestyrelse supplere hinanden. Lokal interessevaretagelse er ikke én persons ansvar, men en fælles ledelsesopgave, hvor bestyrelsens netværk og strategiske blik kan spille sammen med skolelederens faglige indsigt og daglige kontaktflader.

Kommunen som den vigtigste samarbejdspartner

Kommunen administrerer og fortolker folkeoplysningsloven lokalt, udbetaler tilskud og fastlægger en væsentlig del af rammerne for aftenskolernes virke. Et godt samarbejde med kommunen handler derfor om mere end korrekt administration. Det handler også om tillid, relationer og forståelse for den kommunale virkelighed.

På ledelsesdagen sætter Trine Bendix Knudsen fra Roskilde Kommune fokus på, hvordan kommunen ser på samarbejdet med civilsamfundet – og hvordan LOF kan blive en naturlig og troværdig samarbejdspartner, når nye lokale initiativer udvikles.

Folkeoplysningsudvalgene – der, hvor rammerne skabes

Folkeoplysningsudvalgene har stor betydning for de lokale vilkår for aftenskolerne. Her drøftes principper, prioriteringer og udviklingen af folkeoplysningsområdet, og herfra kan politiske og principielle spørgsmål løftes videre ind i byrådssalen.

Henriette Klingenberg og Michael Nørregaard er begge byrådsmedlemmer for Venstre og medlem af Folkeoplysningsudvalget i hhv. Guldborgsund og Allerød Kommune. De vil bidrage med perspektiver på udvalgenes rolle og muligheder. Derudover vil Helle Jacobsen, skoleleder fra LOF Vestsjælland, fortælle om sine strategiske overvejelse for udvalgsarbejdet og prioriteringen af disse.

Vi skal blandt andet drøfte, hvordan bestyrelsen kan tage en mere aktiv rolle, hvordan LOF klæder sine repræsentanter på til arbejdet, og hvordan vi bidrager konstruktivt til udviklingen af den lokale folkeoplysningspolitik.

Venstre – et værdifællesskab med lokale muligheder

LOF og Venstre har et fælles historisk og værdimæssigt ophav. Det giver et naturligt udgangspunkt for dialog og samarbejde – både nationalt og lokalt. I foråret var LOF til formandstræf hos Venstre, og det arbejde vil vi sætte yderligere fokus på, fordi der er flere områder, hvor vi kan supplere hinanden.

Samarbejdet handler ikke om partipolitik i aftenskolen, men om relationer og en fælles interesse for folkeoplysning, demokrati og et stærkt civilsamfund. De lokale Venstre-foreninger og partiets politiske netværk kan eksempelvis være relevante samarbejdspartnere ved debatarrangementer, politiske møder og lokale udviklingsprojekter.

Lars Konrad Mortensen fra Venstre vil give sit bud på, hvordan relationerne kan udvikles, og hvordan LOF selv kan bidrage aktivt til det lokale værdifællesskab.

Tid til refleksion og erfaringsudveksling

Ledelsesdagen skal ikke kun bestå af oplæg. Der bliver også tid til eftertanke og til at lære af hinandens erfaringer.

I Hindsgavls smukke omgivelser inviterer vi til en særlig Walk’n’Silence. Her får deltagerne mulighed for at lægge telefoner, mails og daglig drift til side og overveje spørgsmålet:

Hvad kan jeg gøre for at skabe mere tid i min hverdag til at være den leder, bestyrelsesformand eller kollega, jeg gerne vil være?

Senere åbner vi “Den varme stol”, hvor deltagerne kan dele konkrete erfaringer fra deres egen LOF-hverdag. Det kan være et godt samarbejde med en kommune, en vellykket bestyrelsesindsats, en stærk lokal relation eller en idé, som andre afdelinger kan lære af. Erfaringerne bliver præsenteret kort og bliver efterfulgt af nysgerrige spørgsmål.

Vi skaber lokal gennemslagskraft sammen

Ledelsesdag 2026 bliver en dag med faglige perspektiver, konkrete erfaringer og fælles refleksion. Målet er, at deltagerne rejser hjem med nye idéer til, hvordan skoleleder og bestyrelse i fællesskab kan styrke LOF’s relationer, synlighed og gennemslagskraft lokalt.

For lokal forankring er ikke blot noget, vi har. Det er noget, vi hele tiden skal skabe, vedligeholde og udvikle – sammen.

ledelsesdag-lof-hindsgaulslot.png

Hindsgavl slot danner rammerne for årets ledelsestræf

Cookie deklaration



Titel mangler

Besked mangler

Velkommen til LOFnet

Log ind med din mail, så modtager du en engangskode.
Hvis du mod forventning ikke modtager engangskoden,
skal du kontakte lof@lof.dk