Lønreguleringssatsen er forsinket – hvad betyder det?
Af Christian Federspiel, organisationskonsulent i LOF's landsorganisation
Lønreguleringen for 2026, som mange naturligt har haft fokus på frem mod 1. april, bliver forsinket. Det fremgår af en skriftlig tilbagemelding, jeg har fået fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Hvad er årsagen?
Forsinkelsen skyldes, at det statslige overenskomstforlig (CFU-forliget) endnu ikke er endeligt godkendt. Først skal forliget stemmes hjem i de faglige organisationer, og denne proces kan først gennemføres, når de afsluttende organisationsforhandlinger er på plads. Disse forhandlinger er blevet forsinket som følge af valgudskrivelsen og at der ikke er udpeget en minister for området. Forløbet er midlertidigt sat på pause og genoptages først efterfølgende. Det har skubbet hele tidsplanen, og derfor kender vi ikke den endelige lønreguleringssats.
Hvad betyder det konkret?
Der kommer ikke en ny lønregulering pr. 1. april 2026
Tidspunktet for reguleringen er endnu ukendt
Der må forventes en mærkbar forsinkelse
Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en aflysning af reguleringen – men alene en forskydning. Jeg er godt klar over, at det ikke er hensigtsmæssigt i forhold til budgetlægning.
Hvad så nu?
Så snart jeg får kendskab til dato og lønreguleringssatsen, så udmelder jeg den hurtigst muligt! Det er dog en forventning om, at der kan gå et par måneder endnu. Du skal ikke ændre i den nuværende sats og lave dit eget skøn. Det er den gældende sats du skal fastholde og lave en efterregulering, når den endelige sats kendes.
Forsinkelsen er et godt eksempel på, hvordan eksterne forhold – herunder politiske processer – kan påvirke rammevilkårene for aftenskolerne. Det understreger behovet for løbende at arbejde strategisk med økonomi og robusthed i de enkelte afdelinger. Jeg følger udviklingen tæt og vil melde ud, så snart der foreligger nyt om lønreguleringen.