Tingenes nuancer med Grundtvig

”Tingenes nuancer – sang og samtale med udgangspunkt i Grundtvig”

Med udgangspunkt i udvalgte sange af Grundtvig fx I al sin glans nu stråler solen og Dejlig er den himmel blå inviterer vi til fællessang og dialog om sangenes tema/indhold i forhold til en nutidig forståelse og en nuanceret tilgang til at tage tiden på os.

N.F.S. Grundtvig levede fra 1783 til 1872, i en helt anden tid – men i en tid med forandringer, brydninger og kriser.  Måske netop derfor er han mere aktuel end nogensinde. For han taler imod vores tid – og det kan der være brug for.

Grundtvig formulerede en stor del af de tanker, vores samfund i dag står på skuldrene af. Tanker om bl.a. fællesskab, folkets frihed og demokrati. Grundtvig er på den måde en indgroet del af vores liv i både skolen, kirken, højskolen, folketinget, salmebogen, til højtider, i foreningslivet mm.

Kom og deltag i et stemningsfuldt arrangement med fællessang og samtale.

Baggrund

Med temaet "På grund af Grundtvig" har DR sat fokus på den danske kulturarv, vi i dag har med os fra Grundtvigs tanker og ideer. LOF kan tage dette tema videre ud til lokale arrangementer.

LOF's landsorganisation har til dette arrangement udarbejdet forslag til sange med baggrundsforklaring og dialogspørgsmål. Spørgsmål som inviterer til dialog og refleksion. De er her til download.

Arrangementet kræver en dygtig forsanger, musikledsagelse og gerne en person, som kan give en optakt til Grundtvig og facilitere samtale med udgangspunkt i de valgte sange.

Arrangementet er velegnet til at udbyde i samarbejde med Grundtvigsk Forum (lokale fællesskaber), menighedsråd, højskoler/efterskoler, biblioteker mv.

Arrangementet kan stå alene eller indgå som del i en højskoledag, foredragsrække mv.

Arrangement blev udviklet og afviklet første gang i samarbejde med LOF Bornholm til Folkemødet 2024.

Kilder

https://grundtvigskforum.dk/grundtvig

(fin lille film som kan bruges i markedsføring)

https://www.dr.dk/event/grundtvig

https://www.folkekirken.dk/magasinet-folk-og-kirke/kommentarer/fem-grunde-til-at-vi-har-akut-brug-for-grundtvig