Ledelsesdag 2023: En trojansk mus, et kig i krystalkuglen og et ledelsesgrundlag

Ledelsesdag 2023: En trojansk mus, et kig i krystalkuglen og et ledelsesgrundlag

Formænd og skoleledere fra hele landet hev en lørdag ud af kalenderen for at mødes til LOF Ledelsesdag 2023.

10. oktober 2023

"En del af vores strategi i LOF er at styrke ledelsen i organisationen. Ledelsesdagen er det perfekte sted til at gøre netop det. Vi er samlet i dag, fordi vi brænder for det, vi laver. Fælles for os er, at vi gerne vil dele vores viden", sådan sagde næstformand i LOF's landsorganisation, Lars K. Møller i sin velkomst til LOF Ledelsesdag 2023.

Vejen til et stærkt ledelsesgrundlag
Netop lederskabet i LOF var på dagsordenen på formiddagens program, hvor Ulrikka Brændgaard fra konsulentvirksomheden For.an og tidligere udviklingschef hos Venstre kom med inspiration og viden til at lave et godt ledelsesgrundlag. 

"Et godt ledelsesgrundlag beskriver ambitionerne for bestyrelsens arbejde og sætter retningen for afdelingen. Der er mange gode grunde til at have et ledelsesgrundlag. Ikke mindst at det tydeliggør overfor organisationen, hvad bestyrelsen står for. Det giver også mulighed for at reflektere over egen ledelsespraksis og giver et afsæt for en skræddersyet udviklingsplan", sagde Ulrikka Brændgaard.

Hvad har mus og bæredygtighed til fælles?
Eftermiddagens program bød på oplæg fra bæredygtighed med Tanja Gotthardsen, rådgiver og foredragsholder i Continual CSR. Hun er en del af et fælles projekt i OF-regi om at omsætte bæredygtighed til reel handling. 

"Bæredygtighed er blevet et fortærsket begreb, og det bliver ofte brugt på en måde, der er vildledende. Vi skal have et fælles sprog, så også vores undervisere bliver sikre i definitionen", siger Tanja Gotthardsen. 

Deltagerne på ledelsesdagen fik blandt andet til opgave at omskrive floskler om bæredygtighed i kursustekster. Her fik teksterne fokus på konkrete handlinger.

"Folkeoplysningen kan spille en helt central rolle i at gøre det nemmere for mennesker at bidrage til den grønne omstilling. For folkeoplysningens opgave er også at sige tingene, som de er. I stedet for at bruge begrebet bæredygtighed, skal vi som små trojanske mus snige og tænke det ind i eksisterende aktiviteter. På den måde bliver bæredygtighed ikke en floskel men en ledestjerne", sagde hun.

Et kig i krystalkuglen 
LOF Ledelsesdag 2023 blev afsluttet af sekretariatsleder i LOF's landsorganisation Per Paludan Hansen. Med afsæt i strategien "Sammen om fremtiden" fik deltagerne både en status og et kig i krystalkuglen.

"Vi er ikke det største oplysningsforbund, men vi er heller ikke det tungeste. Det har vi bevist flere gange, og når vi ser på de seneste aktivitetstal, så har vi fremgang. Vi skal sole os i fremgangen, og så skal vi gøre endnu mere af det, der virker", sagde Per Paludan Hansen og fortsatte: 

"Vi er gode til at løbe hurtigt, men vi skal også stoppe op og se, hvad vi skal gøre mere og mindre af. Vi skal have de bedste bestyrelser, vi skal have de bedste tilbud og vi skal have de bedste rammer".

Netop rammerne for de folkeoplysende aktiviteter er en af de ting, der kalder på et politisk fokus. Sammen med Dansk Folkeoplysnings Samråd vil LOF have kigget folkeoplysningsloven igennem i sømmene.

"Vi arbejder for et mere enkelt tilskudssystem, for tidssvarende faciliteter, bedre lokaletilskud og ikke mindst nye faciliteter", sagde Per Paludan Hansen og fortsatte: 

"I Kulturministeriet er arbejdet i gang med at mindske det administrative bøvl i foreningslivet. I den proces skal vi blive ved med at fortælle de gode historier om de demokratisk dannende fællesskaber i vores aftenskoler".

Du kan se eller gense præsentationerne fra dagen.

LOF: Folkeoplysning er det stof, der binder os sammen som folk

  • 20. november 2024 - LOF's formand, Kim Valentin, var på talerstolen til Venstres landsmøde. Her kan du læse hans tale.

Læg LOF under juletræet

  • 19. november 2024 - Inden vi ser os om, er det tid til juleknas, julegaver, julehygge og ikke mindst julegaver. Det er en oplagt mulighed for både at lave kurse...

At være leder er en dans på line

  • 5. november 2024 - Ledelsesdagen 2024 bød blandt andet på viden om værdiledelse, motivation i arbejdslivet og et nyt format til vidensdeling.