LOF: Folkeoplysning er det stof, der binder os sammen som folk

LOF's formand, Kim Valentin, var på talerstolen til Venstres landsmøde. Her kan du læse hans tale.

20. november 2024

Kære formand, næstformand – ærede Landsmøde

Tak for indbydelsen til at stå her i dag og fejre vores familieskab. Tak for samarbejdet og tak for en regering som sætter mere fokus på kultur, selvom der stadig er lang vej at gå. 

Når vi taler om folkeoplysning i et kulturhistorisk lys, så taler vi ikke bare om undervisning og bøger – vi taler om det stof, der binder os sammen som folk.

Folkeoplysningen har gennem tiden været en særlig dansk opfindelse. Hvor andre nationer oplyste med magt, valgte vi herhjemme at gøre det med sang og kaffe – to ting, der stadig holder mange vågne under møder som dette. 

LOF opstod i denne ånd i kølvandet på 2. verdenskrig – og vi arbejder faktisk stadig med dannelse, demokrati og folkeoplysning bredt. Vi tager stilling til verden med perspektiv, og vi inspirerer mennesker til at tage stilling på et oplyst grundlag. Vi skaber meningsfulde fællesskaber, fordi vi er bedre og stærkere, når vi er sammen.

Men lad os være ærlige – oplysning er ikke altid blevet taget godt imod. Som Storm P. engang bemærkede: “Mennesker er som østers – de lukkes, hvis man prøver at åbne dem med magt.” Folkeoplysningen kræver tålmodighed og finesse. Det handler om at vise folk en vej, ikke at skubbe dem derhen.

Historisk har vi haft store mestre i kunsten at oplyse. Grundtvig og Kold gav os højskolerne, men de gav os også tanken om livsoplysning – idéen om, at viden skal bruges til at leve et rigere liv. Og hvem kan sige nej til det?

Og så er der spørgsmålet om, hvad folkeoplysningen betyder i dag. I en tid, hvor vi kan google os til alt, hvad vi ønsker at vide, er det værd at huske, at folkeoplysning ikke kun handler om information. Det handler om dannelse og reflektion. Eller som Kierkegaard sagde: “At lære et menneske noget er i grunden umuligt – man kan kun hjælpe det til at opdage det selv.”

Så lad os huske på, at folkeoplysning ikke kun er en arv fra fortiden – det er et levende projekt. Kultur er et levende produkt som ikke kræver et mål. Kultur er en proces. En proces med sig selv ville Kierkegaard sige. En proces med alle andre ville Grundtvig sige. Kultur er en af de eneste ting vi bruger tid på i dagligdagen – hver dag – fordi vi gerne vil det. Ikke fordi vi skal men fordi vi vil. Og det er på denne hylde vi også finder folkeoplysningen.

Men er vi skyldige i at gøre kulturen til et restprodukt af velfærdsstaten? Det kan virke sådan, i hvert fald når vi ser på, hvordan Danmark prioriterer sine penge. Det er som om, vi har glemt, at kultur ikke er en luksus, som kommer automatisk for enden af motorveje, børnehaver, plejehjem og dagpenge. Det er selve fundamentet for et rigt og meningsfuldt samfund.

Gennem årtier har vi pumpet milliarder ind i velfærdsområder – og med rette, for ingen skal mangle sygehuspladser, uddannelse eller ældrepleje. Men hvad sker der, når vi prioriterer så ensidigt, at kunsten og kulturen får rollen som den fattige fætter, der må nøjes med smulerne fra bordet?

Som Karen Blixen engang sagde: “Livet og kunsten kan ikke adskilles, uden at livet bliver fattigt og kunsten dør.” Når vi økonomisk underprioriterer kulturen, afkobler vi os selv fra de værdier, der gør os mere end blot velfungerende – de gør os til hele mennesker.

Vi er blevet så fokuserede på at vedligeholde vores velfærdsstat, at vi glemmer, hvorfor vi overhovedet har den. Velfærdsstaten er heller ikke et mål i sig selv. Den skal sikre rammerne for et samfund, hvor mennesker kan tænke, føle og skabe – det, som kulturens rum tilbyder. I Danmark er jeg født – her har jeg HJEMME! Det er ikke i velfærdsstaten vi er hjemme – det er i den danske kultur at dette sker!

Virkeligheden i kulturDanmark er, at folkeoplysningen kæmper en umulig kamp mod fake-news og influencere, biblioteker nedlægges, private teatre kæmper for overlevelse, og kunstneriske projekter skubbes til side for økonomiske kalkuler. 

Og hvorfor? Fordi kulturens værdi ikke kan måles i tabeller. Som Benny Andersen sagde: “Det, der ikke kan måles, må vi holde op med at måle”. Kultur kan ikke måles – det skal have lov til bare at være! Vi skal også som mennesker have lov til bare at være – at føle og tænke selv!

Hvis vi som mennesker (og som kommuner, regioner og stat) ikke tør investere mere i vores kultur, risikerer vi, at Danmark bliver rig på penge, men fattig på ånd. Ja det er lige præcis det der er ved at ske – lige nu. Lad os huske, at et stærkt samfund kræver både mursten og malerier, både sundhed og skønhed.

Lad os huske at kulturen kom først. Lad os ikke lade kulturen ende som restproduktet af vores egen succes. Den fortjener – og kræver – en plads forrest i rækken.

Tak for jeres opmærksomhed – jeg vil slutte med denne refleksion. En oplyst forsamling er en farlig forsamling. For den tænker selv.