Idetræf 2024: Sammen om fremtiden

Idetræf 2024: Sammen om fremtiden

4. januar 2024

Traditionen tro er der LOF Idétræf i den første weekend i februar, hvor Hotel Svendborg danner rammerne om et døgn med inspiration, ny viden og netværk.

”I vores strategi har vi fokus på at sikre en robust organisation med mere aktivitet og flere deltagere. Det skal blandt andet ske gennem nye aktiviteter, flere partnerskaber og ved at sætte en dagsorden. Den ambition afspejler programmet til årets Idétræf”, siger Per Paludan Hansen, der er sekretariatsleder i LOF’s landsorganisation.

Afsæt i historien, vanebrud og partnerskaber
Lørdagens program byder på tre oplæg med inspiration udefra, som hver især kan bidrage med ny viden og inspiration til at omsætte organisationens strategi til konkrete handlinger.

”For at forstå aftenskolens rolle og udvikling i fremtiden lægger vi fra land med et indblik i den historiske udvikling med en af landets førende forskere på området, nemlig Lars Bo Kaspersen. Her får vi også perspektiver på hvilke roller, vi som folkeoplysende foreningerne kan spille fremover fx i forhold til fællesskaber, trivsel og dannelse”, siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Vi har det seneste år arbejdet med kreativitet og vanebrud for at styrke vores kerneaktiviteter med god effekt. Det arbejde holder vi fast i og får ny inspiration fra Lene Tanggaard. Sidst men ikke mindst får vi helt konkrete metoder til at arbejde med partnerskaber af Jesper Mørk Hovgaard, som er en oplagt vej til at få flere med i vores aktiviteter”.

Fremtiden er her allerede
Søndagen samler også op på sidste års oplæg om aftenskolernes rolle i kommuner og regioner. I år bliver depechen givet videre til Knud Vincents, borgmester i Slagelse Kommune og skoleleder i LOF Slagelse-Korsør-Skælskør, Helle Jacobsen. Søndagen byder også på moduler og ikke mindst et kig ind i fremtiden.

”Alt den gode viden og inspiration skal vi omsætte til en måde at arbejde på i LOF, så vi kan nå i mål med vores ambitioner for organisationen. En del af det kan allerede ske senere samme dag, hvor der er fem spændende moduler på programmet”, siger Per Paludan Hansen og fortsætter:

”Vi slutter årets Idétræf af med et kig ind i fremtiden med et oplæg om kunstig intelligens, som på samme tid er en del af vores nutid og fremtid. Hvad betyder det for os som mennesker, og hvilke potentialer har det for vores arbejde i LOF?  Idetræf bliver et døgn, hvor vi kan tanke op på inspiration, spille hinanden bedre. Hvis I bruger et døgn af jeres sparsomme tid, så lover vi masser af inspiration, viden og fornyet energi til arbejde i LOF”, siger Per Paludan Hansen.

Du kan se hele programmet og tilmelde dig på hjemmesiden lof.dk/idetraef

Sidste tilmeldingsfrist er 12. januar 2024.

Midler fra Lokalforeningspuljen udvikler aftenskolen

  • 18. april 2024 - Iderigdommen i den første ansøgningsrunde i 2024 til Lokalforeningspuljen blomstrer. Nu har ni projekter fået midler.

Så er vi klar med nyhedsbreve 2.0

  • 15. april 2024 - Magien sker stadig via lof.dk/umbraco som nu. Så når du skal lave nyhedsbreve og sende dem ud, skal du egentligt blot gøre, som du ”plejer”....

Årsmøde sætter fokus på folkeoplysningens rolle i et samfund med vilde problemer

  • 10. april 2024 - Vi lever i et samfund med skiftende kriser, hvad betyder det for folkeoplysningen? Det sætter vi fokus på fra forskellige vinkler, når vi mø...