Af organisationskonsulent i LOF's landsorganisation, Christian Federspiel
I november 2024 indgik regeringen samt SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og
Alternativet en aftale om at sikre, at flere unge i alderen 15 – 24 år kan blive en del af fællesskaber i samfundets kultur- og foreningsliv.
I LOF har vi fulgt arbejdet fra sidelinjen og bidraget til at understøtte og identificere, hvilke aktiviteter vi ville kunne byde ind med, men også sikre, at processen lokalt bliver så enkel som mulig.
Den endelige vejledning er endnu ikke udarbejdet, men der tegner sig konturer af, hvordan kulturpasset tænkes anvendt som digitalt betalingsmiddel.
Kulturpasset har en værdi på 2.000 kr. (1.000 kr. i faktisk værdi for borgeren). Den unge skal selv ansøge om at få tildelt kulturpasset, og der er visse kriterier, der skal overholdes. Det estimeres, at cirka 52.000 unge vil kunne få et kulturpas – blandt andet elever fra FGU. Derfor kan vi allerede nu undersøge, om der kan laves et samarbejde med den lokale FGU-skole, om at tilbyde kurser henvendt til deres elever.
Når den unge får tildelt kulturpasset, vil det fungere som et digitalt betalingsmiddel. Det betyder, at lokalafdelingen skal være sat op til at kunne modtage dette betalingsmiddel. Det kræver lidt opsætning, men det forventes, at medlemmer af DFS (som LOF er) vil kunne blive ’fast tracket’. Det vil sige, at foreningen ikke behøver oplyse lige så meget grunddata i ansøgningsprocessen om at blive kulturpasaktør.
De 1.000 kr. kan den unge selv bestemme, hvad skal bruges på. Det anbefales, at man udformer tilbud målrettet denne gruppe af unge og prissætter dem til ca. 995 kr. Det er nemlig ikke muligt at dele betalingen op, hvis et forløb koster mere end 1.000 kr.
Der er indgået aftaler med nogle indsatskommuner, hvor kulturpassekretariatet i første omgang arbejder mere dedikeret. Det betyder dog ikke, at kulturpasset ikke kan bruges i andre kommuner. Kommunerne kender de unge rigtig godt, da de er forpligtet til det. Derfor er et strategisk samarbejde med kommunerne vigtigt.
På hjemmesiden kulturpasinfo.dk (under opbygning), som er lanceret i forbindelse med kulturpasset, vil der komme et kort over, hvilke aktiviteter der udbydes for de unge. Der vil også blive udarbejdet logo og markedsføringsmateriale, som man kan benytte til at promovere
aktiviteten. Når den unge benytter kulturpasset, vil det ikke fremgå, at betalingen sker via det digitale kulturpas.
Man kan ansøge om et kulturpas fra den 15. maj 2025, men det vil først være gældende fra den 1. juli. Man kan også blive kulturpasaktør efter denne dato. Hvornår man kan søge om at blive kulturpasaktør er endnu ikke kendt.
Er du interesseret i at blive en del af kulturpasset, så send mig en mail på cf@lof.dk. På den måde kan jeg sikre, at du får informationer om vigtige datoer, betingelser m.m., så snart vi modtager dem.