LOFnet
Vesterbrogade 35, 2. tv
LOF på Facebook29. august 2024
Hvad er det, der gør LOF til lige netop LOF? Det har en tekstforfatter arbejdet med siden april, og resultatet er en kernefortælling, der samler LOF’s fortid, nutid, fremtid, kultur og værdier.
En slags maggi-terning der hjælper os med at skabe en rød tråd i organisationen og dermed styrke vores gennemslagskraft i hele landet.
”Aftenskole, liberalt oplysningsforbund og folkeoplysning er vigtige begreber, men de er ikke altid nemme at forklare for den undrende omverden, der gerne vil vide, hvad vi kan i LOF. Vi besluttede derfor at få hjælp til at samle fortællingen om organisationen, så vi har et fælles ståsted”, siger Per Paludan Hansen, der er sekretariatsleder i LOF’s landsorganisation.
Hvad gør os unikke?
For selvom der findes andre oplysningsforbund, findes der ingen andre som LOF. Ingen andre, som står for det samme, eller gør præcis det samme. Vores kernefortælling hjælper os med at få vores unikke fortælling ud at leve.
”Tanken med kernefortællingen er at have et grundlag for al kommunikation på tværs af platforme og kanaler – lige fra Facebook-opslag og nyhedsbreve til kursusbeskrivelser. Den er lavet med tanke på vores type organisation. For man kan bruge det hele eller dele af den, så det alle afdelinger kan finde deres ben i det”, siger Per Paludan Hansen.
Hjælp til selvhjælp
På vores intranet LOFnet er der lavet et tema med kernefortællingen. Her kan man gå på opdagelse i LOF’s historie, nutid og fremtid. Blive klogere på værdier, vision og mission og som en ekstra tilføjelse få tips til at omsætte det hele til praksis gennem fx Facebookopslag, holdtekster og billeder.
”Vi er kun lige begyndt, og kernefortællingen vil danne grundlag for det fremtidige kommunikationsarbejde i LOF. Allerede nu er der nye billeder i billedbanken, prompts til ChatGPT og en video til sociale medier”, siger Louise Wiederquist, der er kommunikationskonsulent i LOF’s landsorganisation.