2.4 Undervisere
Folkeoplysningsloven stiller ingen formelle krav til undervisernes kvalifikationer, men da de er afgørende for skolens succes, er det væsentligt at ansætte de rigtige. Det er en god idé at afholde en samtale med potentielle undervisere forud for en ansættelse.
Få mere inspiration til dine undervisere.
Her følger nogle stikord, som kan anvendes som forberedelse til samtalen:
- Kendskab til undervisning i aftenskole
- Uddannelsesmæssig baggrund
- Faglige kvalifikationer
- Selvlærte kvalifikationer (erfaringer)
- Pædagogiske kvalifikationer i forhold til målgruppen (voksne, børn, blandet)
- Undervisningserfaring
- Hvilke fagområder dækker ansøgeren
Gensidige forpligtelser
Foreningen/skolelederen forpligter sig til:
- At holde underviseren underrettet om de gældende regler og ændringer for det lovområde, undervisningen er etableret under.
- At undervisningen aflønnes i overensstemmelse med kravene til løn- og andre ansættelsesvilkår
- At formidle tilbud om kurser og andre tilbud i skolen og landsorganisationen.
Underviseren forpligter sig til:
- At møde velforberedt til den aftalte tid.
- At meddele skolelederen ændringer i forbindelse med tid og sted for undervisningen.
- At udføre den aftalte undervisning loyalt i overensstemmelse med skolens og landsorganisationens idé samt den til enhver tid gældende lovgivning og retningslinjer for undervisningen, der er fastsat af tilskudsgivende myndigheder.
- At holde sig ajour med holdlister og deltagere.
- At virke som bindeled mellem skoleleder/bestyrelse og kursister med relevant information mellem disse.
- At deltage i møder for undervisere, der arrangeres af skolen i ansættelsesperioden.
Undervisermøder
Undervisermøder bidrager til at holde et højt informationsniveau og samtidig inddrage i dem i skolens arbejde.
Der bør som minimum afholdes et årligt møde ved sæsonstart. Møderne kan tilrettelægges på mange måder, eventuelt med inspirerende oplægsholdere, temaarbejde på tværs af fagene, nye pædagogiske input med videre.
Deltagelse i undervisermøder er en del af lønnen på linje med forberedelse. Underviserne skal derfor ikke have løn for at deltage. Aftenskolen kan i princippet kræve mødepligt til undervisermøder.