LOFnet
Vesterbrogade 35, 2. tv
LOF på FacebookDR er klar med en ny temasatsning i efteråret, som kan være relevant for din afdeling.
27. juni 2024
Med afsæt i tv-serien ’Demenskoret’ sætter DR fra slut august fokus på demenssygdomme, som flere og flere danskere rammes af.
Udover visningen af ’Demenskoret’ sætter DR selv fokus på demenssygdomme i tv-programmer som fx Aftenshowet, i forskellige radioprogrammer og podcast og på dr.dk.
"Med DR's landsdækkende indsats bliver der et naturligt fokus på demens, hvor vi kan byde ind på flere måder. Det kunne være med demensvenlige hold, foredrag og viden om demens", siger Dorthe Lykke Olesen, der er udviklingskonsulent i LOF's landsorganisation.
Flere afdelinger er allerede godt i gang.
Få inspiration til konkrete aktiviteter i din afdeling.
Udover kurser og foredrag er der to særlige tilbud fra Sangens hus. Det ene til korledere og det andet til alle, der vil sætte gang i fællessang. I Norge, hvor de også har sendt samme tv-koncept, steg efterspørgslen på kor for mennesker med demens eksplosivt i forbindelse med programmerne.
”Kurser i ledelse af demenskor og demensvenlig korsang er på 6 timer med fysisk fremmøde. Derudover udbyder Sangens hus også onlinekurser til alle interesserede, fx plejepersonale, aktivitetspersonale, frivillige i ledelse af demensvenlig fællessang. Online-kurserne er gratis og de fysiske kurser koster 495 kr.", siger Dorthe Lykke Olesen.
Link til tilmelding: Kurser i ledelse af demenskor - Sangenshus.
Om tv-serien ’Demenskoret’
DR lancerer tirsdag den 27. august tv-serien ’Demenskoret’ på DR1 og DRTV. I seks afsnit a 30 minutter følger vi 17 mennesker med demens – og deres fælles kamp for at blive klar til at afholde en stor koncert i seriens finaleafsnit. Vært Puk Elgaard og korleder Claus Christensen kommer helt tæt på kormedlemmerne og deres nærmeste pårørende.
Op mod 100.000 danskere har demens - og omkring 400.000 pårørende er i berøring med sygdommen. Da demens hverken kan kureres eller forebygges helt, vil der komme mange flere mennesker med demens de kommende år, fordi vi danskere bliver ældre og ældre. Det anslås, at 150.000 danskere vil have demens i 2040.
Demens er noget, man dør af, og tit er forløbet både opslidende og fuld af store, ubehagelige dilemmaer for de pårørende. Men serien ’Demenskoret’ viser med al tydelighed, at man alligevel kan gøre noget. Måske ikke meget, men man kan gøre noget. Musik, fællesskaber og kærlighed kan gøre livet med demens i familien udholdeligt – i hvert fald i nogle korte øjeblikke og smukke stunder.
I samarbejde med Alzheimerforeningen, Sangens Hus og Aalborg Universitet vil DR forsøge at gøre forskel på området og håber, at det i fællesskab med andre, der også synes, det er en vigtig sag, vil gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund.
Med udgangspunkt i demens og programmerne ’Demenskoret’ vil vi sætte gang i samtaler i familien og mellem nære slægtninge. De skal gerne inspireres til at tale om; hvad der er vigtigt, hvad der giver livsglæde, hvad der er livskvalitet – både nu, men særligt i den sidste ende.
Fakta: Derfor skal vi vide mere om demens
33 procent af danskerne ved ikke, at det muligt at forebygge demens.
73 procent af danskerne vil gerne have mere viden om, hvordan de igennem livsstilsforandringer, kan nedsætte deres risiko for at få demens.
80 procent af mennesker med demens oplever manglende viden og forståelse fra omverdenen som den største udfordring ved deres sygdom.
Kun 23 procent af befolkningen ved at demens er dødelig, på trods af at det er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark.
(Kilde: Alzheimerforeningen 2023)
Du er velkommen til at kontakte Dorthe Lykke Olesen på dlo@lof.dk for mere viden og inspiration.