Plads til både klemmeteknik og kunstig intelligens

Plads til både klemmeteknik og kunstig intelligens

21. maj 2024

Med kig til både skov og vand dannede Skanderborg rammen for LOF Skoleledertræf 2024 med plads til inspiration udefra og tid til at blive klogere sammen.

”Vi står et godt sted i LOF, men vi står også et andet sted end før corona. Så vi skal tænke nyt for at blive større. Det er netop fokus på dette skoleledertræf, hvor vi går endnu et skridt videre med kreativitet, partnerskaber og kunstig intelligens”, sagde Per Paludan Hansen, der er sekretariatsleder i LOF’s landsorganisation og fortsatte:

”Når vi skal endnu mere, skal vi også være sikre på, at vi har basen på plads. Derfor skal vi også tale om arbejdsmiljø, så vi kan følge med i den tid, vi lever i. På samme måde kigger vi organisationen efter i sømmene og arbejder med en kernefortælling for at stå stærkt”.

Sammen kan vi meget mere
På LOF Idétræf 2024 præsenterede administrerende direktør i Partnerskabshuset, Jesper Mørk Hovgaard en grundplan for partnerskaber. For når vi som oplysningsforbund vil bidrage til at løse flere af samfundets komplekse problemer, gør vi det bedst sammen med andre. Til skoleledertræffet blev der taget endnu et skridt i arbejdet med at omsætte teori til praksis.

”Hvis vi får styr på grundplanen for partnerskaber, kan vi integrere det i hverdagen. På den måde bliver partnerskaber ikke noget, vi gør sidst på dagen. Men noget vi gør i løbet af dagen. Det er ikke nemt, men jo mere systematisk og struktureret vi gør, jo bedre bliver det”, sagde han

LOF Langeland bidrog med konkrete erfaringer fra projektet Seniorstærk. Her blev modellen for partnerskab sat i spil, hvor spørgsmål, refleksioner og anbefalinger hjalp til en bedre partnerskabsaftale.

Jesper Mørk Hovgaards bedste råd til partnerskabsaftaler

  • Vær helt skarp på, hvilke komplekse problemer aftalen skal løse.
  • Gør det klart, hvad det vil sige at samarbejde med jer.
  • Sørg for, at partnerskabet også løser nogle af dine egne arbejdsopgaver.

Du kan læse mere om partnerskaber på LOFnet.

Klemmeteknik, keramik og kreativitet
Hvordan bliver vi mere nysgerrige på, hvordan vi kan udfordre de mange muligheder, vi har i aftenskolen? Kreativitet kan være svaret. Arbejdet med mere kreativitet i aftenskolens fag blev igangsat med inspiration fra Lene Tanggaard til LOF Idétræf 2024.

”Vi skal udvikle en mere kreativ metode på tværs af alle fagområder, så vi kan bevæge os på kanten af boksen. Vi skal turde spørge, sanse og lære. Vi skal sammen lære nogle greb, som kan inspirere os til at være mere kreative”, siger Dorthe Lykke Olesen, der er udviklingskonsulent i LOF’s landsorganisation.

Med det som afsæt og med inspiration fra Birgitte Rubæk, der er skoleleder i LOF Langeland og LOF Kursuscenter Syd-, Øst-, og Midtfyn omkring det at ”mangle noget” som greb til at arbejde med kreativitet gik turen til Vester Mølle, hvor LOF Midtjylland har etableret et nyt keramikværksted. Her fik alle prøvet kræfter med keramik og klemmeteknik med hjælp fra Iben, der er underviser i afdelingen.

”Det er i den grad blevet populært at komme ud af hovedet og ned i hænderne. Som her med keramik. Selvom det ikke kun har været nemt at etablere det her fantastiske sted, så har det været det hele værd. Vi ser værkstedet som en udviklingsplatform indenfor kreativitet og prøver mange forskellige slags kurser af indenfor keramik bl.a. drejekurser, raku, håndlavet ler, åbent værksted som fleksibel tilrettelæggelse, mokka, keramik & bobler og keramik for familien”, sagde Lone Husted, der er skoleleder i LOF Midtjylland.

Du kan læse mere om arbejdet med kreativitet på LOFnet.

Hvordan står det til?
En skoleleders hverdag er travl og fyldt med mange forskellige opgaver. Hvad skal der egentligt til for at få det hele til at fungere? Det var udgangspunktet for eftermiddagens drøftelse om det gode arbejdsmiljø.

”Vi skal sætte fokus på emnet i løbet af efteråret, og vi skal gøre det på den rigtige måde. Derfor tager vi emnet med her. Men allerede nu vil jeg anbefale en årlig lederudviklingssamtale, sparring, efteruddannelse og et eget ledelsesgrundlag”, siger Per Paludan Hansen.

Du kan finde inspiration til ledelsesgrundlaget.

Et skridt nærmere en kernefortælling

Torsdagens sidste punkt var med besøg fra Andrea Vadsholt, der er tekstforfatter, og har opgaven med at formulere en kernefortælling for LOF. Hun har gravet sig ned i alle kroge af organisationen for at kunne sætte ord på, hvad LOF er for en størrelse.

”Kernefortællingen vil hjælpe os til at fortælle endnu flere, hvad LOF er for en størrelse. Som igen kan hjælpe os med at få endnu flere med i vores aktiviteter. Første skridt er en kernefortælling og tone of voice på skrift, som i løbet af efteråret blandt andet vil blive omsat til videoer til sociale medier, skriveguides og tekster til trykte materialer”, siger kommunikationskonsulent i LOF’s landsorganisation, Louise Wiederquist.

Som at have Einstein i lommen
Fredagens program bød på teori og praksis om ChatGPT med Andreas Bjørn fra Kursusfabrikken for at blive klogere på, hvordan kunstig intelligens kan bruges til at styrke arbejdet med kommunikation og markedsføring i LOF.

”Man skal selvfølgelig huske sin kritiske sans, for man kan ikke være sikker på, at alt er 100 pct. korrekt. Men når det er sagt, så er det genialt til idegenerering, forslag til tekster, korrektur, oversættelser med videre. Med andre ord kan det blive din nye digitale kollega, assistent og sparringspartner”, sagde Andreas Bjørn.

Du kan fx bruge ChatGPT til at lave tabeller, evalueringsskemaer, opslag til Facebook, indledninger til nyhedsbreve, fondsansøgninger eller markedsføringsplaner. ChatGPT vil blive tænkt ind i arbejdet med LOF’s kernefortælling og holdtekster i løbet af efteråret. Men der er ingen grund til at vente så længe. Dyp tæerne, bliv klogere og kontakt gerne kommunikationskonsulent i LOF’s landsorganisation, Louise Wiederquist for sparring og spørgsmål.

Du kan se eller gense Andreas’ præsentation.

Du kan finde alle præsentationerne fra Skoleledertræffet.

LOF: Folkeoplysning er det stof, der binder os sammen som folk

  • 20. november 2024 - LOF's formand, Kim Valentin, var på talerstolen til Venstres landsmøde. Her kan du læse hans tale.

Læg LOF under juletræet

  • 19. november 2024 - Inden vi ser os om, er det tid til juleknas, julegaver, julehygge og ikke mindst julegaver. Det er en oplagt mulighed for både at lave kurse...

At være leder er en dans på line

  • 5. november 2024 - Ledelsesdagen 2024 bød blandt andet på viden om værdiledelse, motivation i arbejdslivet og et nyt format til vidensdeling.