Guide til holdtekster i ASA

Der skal så lidt til, før vi siger nej tak. Kursusteksterne på hjemmesiden skal derfor spille 100 pct.

Skriv kort og præcist

Skriv korte og præcise sætninger, som er nemme at forstå. Undgå lange og komplicerede formuleringer. Fokusér på at beskrive, hvad deltageren kan forvente af kurset, og hvad de får ud af det. Brug gerne dagligdagssprog, så teksten er tilgængelig for alle.

Eksempel

I stedet for "Dette kursus vil facilitere en dybere forståelse af yogaens principper" kan du skrive "Du lærer de grundlæggende yogaøvelser."

Brug punkter til at fremhæve det vigtige

Ved at bruge punkter gør du det nemt for læseren at skimme teksten og hurtigt forstå, hvad de får ud af kurset. Vær dog opmærksom på, at du ikke kan bruge punkttegn eller andre former for formatering. Du kan i stedet nævne tre ting på denne måde. 

Glæd dig til:

1. At lære at lytte til din krop
2. Mindre stress i hverdagen
3. Færre smerter i ryg og knæ


Sæt dig i deltagerens sted

Tænk på, hvad deltageren ønsker at opnå, og hvordan kurset kan hjælpe. Skriv med fokus på deres behov og forventninger. Stil spørgsmål som "Hvad ville jeg gerne vide, hvis jeg skulle tilmelde mig dette kursus?" og sørg for, at teksten besvarer spørgsmålene.

Eksempel

Hvis kursusdeltageren er nybegynder, kan du skrive: "Du behøver ingen erfaring – vi starter fra bunden og bygger stille og roligt op." Det viser, at kurset er tilgængeligt og imødekommende.

 

Her finder du en skabelon, du kan sende ud til undervisere.