Sådan får du succes på Facebook

Sådan får du succes på Facebook

Fra en tresporet motorvej med ny asfalt til Køgebugt-motorvejen i myldretid – tilsat uheld og vejarbejde.

22. juni 2023

Facebook er blevet en forretning, og vi skal som aldrig før være på tæerne, når vi skal nå igennem til vores målgrupper med vores mange gode tilbud i LOF. Facebook er stadig blandt danskernes favorit sociale medie. Så det giver god mening at bruge mediet til markedsføring.

”Der er ingen tvivl om, at der sker en enorm udvikling i vores medieforbrug, men undersøgelser viser gang på gang, at vi i Danmark er begejstrede for at være på Facebook. Især de voksne danskere, som jo er dem, vi gerne vil fortælle, hvad vi kan i LOF”, siger Louise Wiederquist, der er kommunikationskonsulent i LOF.

Knofedt og annoncekroner
Tidligere kunne man med et opslag på Facebook med et link til hjemmesiden nå ud til mange mennesker, men sådan er det ikke længere. Data viser, at ca. 10 pct. af ens følgere ser de såkaldte ”organiske” opslag.

”Facebook ved godt, hvordan de tjener deres penge. Derfor får betalte opslag med boost eller annoncer langt flere visninger. Man kan stadig være heldig med organiske opslag, men man skal gøre sig vildt umage og være lidt heldig. Det er derfor en god ide at kombinere organiske og betalte opslag på Facebook”, siger Louise Wiederquist og fortsætter:

”Og så kan Facebook ikke stå alene i markedsføringen. Vi skal stadig kombinere med nyhedsmails, flyers, pressemeddelelser og annoncer i aviserne”.

Tilmeld dig et gratis webinar om markedsføring

Boost eller annoncering
Når du skal nå ud til flere mennesker på Facebook, kan du enten booste et opslag eller lave annoncer. Boost er en hurtig måde at hælde lidt mere ”benzin på bålet”, hvor du med fx 200 kr. kan skubbe dit opslag ud til en målgruppe, hvor du kan definere alder, køn, geografi og interesser. Hvis du har mod på mere, så er annoncer oplagte. Her kan du arbejde mere med målgrupper og lave mere kreativt indhold i annoncerne.

”Hvis du ikke er en haj til sociale medier, så er det nemt at booste et eller flere opslag på Facebook. Annoncer kræver mere viden, men har også en større effekt. Hvis du vil i gang, så kan det være en god ide at kontakte kommunikationsbureauet Buchs, som kender LOF godt fra flere samarbejder. Her kan du købe en eller flere annoncer på fx Facebook, ligesom du ville købe en kvart side i lokalavisen”, siger Louise Wiederquist.

Den rigtige vinkel
Konkurrencen om modtagernes opmærksomhed er stor på Facebook, fordi mange andre også vil ud med deres budskaber. Det er derfor effektivt at tale til de helt grundlæggende følelser i os mennesker. Det er fx frygt, drømme, knaphed eller eksklusivitet.

”Det virker måske lidt abstrakt at skulle tænke på følelser, når man egentligt bare skal have solgt ti pladser på et keramikkursus. Men vi skal huske, at mennesker oftest tager beslutningen med hjertet og ikke med hjernen”, siger Louise Wiederquist

  • Frygt (Hvad skal din veganske svigerdatter spise til jul?)
  • Drømme (Bliv stærkere, sundere, gladere)
  • Grådighed (Få tre kurser, betal for to)
  • Knaphed (Vi har kun få pladser tilbage)
  • Eksklusivitet (Der er kun fem pladser på holdet)

Et billede siger mere end 1000 ord
Det rigtige billede eller den gode video kan fange opmærksomheden. Det er derfor vigtigt at tage sig tid til at finde et godt billede, der står knivskarpt. Og ikke mindst et billede, vi i LOF har rettighederne til at bruge.

”Billeder kan være en tidsrøver, men det er vigtigt at bruge et godt billede og et billede, som målgruppen kan spejle sig i. Hvis vi skal have flere mænd med på yogaholdet, så duer det ikke med et billede af kvinder. Vil vi have yngre mennesker med i aftenskolen, skal vi vælge billeder, hvor der ikke er helt så mange sølvstænk i lokkerne”, siger Louise Wiederquist

Læs mere om billedbrug i LOF

Sidst men ikke mindst
Det er vigtigt, at der er styr på sikkerheden og adgangen til afdelingens Facebookside. Bliver den hacket, kan det være nærmest umuligt at få adgang igen.

Derfor:

Få styr på sikkerheden med totrins-godkendelse

Vær skarp på, hvem har adgang til siden – og hvilke rettigheder de har.

 

 

 

LOF: Folkeoplysning er det stof, der binder os sammen som folk

  • 20. november 2024 - LOF's formand, Kim Valentin, var på talerstolen til Venstres landsmøde. Her kan du læse hans tale.

Læg LOF under juletræet

  • 19. november 2024 - Inden vi ser os om, er det tid til juleknas, julegaver, julehygge og ikke mindst julegaver. Det er en oplagt mulighed for både at lave kurse...

At være leder er en dans på line

  • 5. november 2024 - Ledelsesdagen 2024 bød blandt andet på viden om værdiledelse, motivation i arbejdslivet og et nyt format til vidensdeling.