Gensynsglæde, midtvejsevaluering og bureaukratiske benspænd

Gensynsglæde, midtvejsevaluering og bureaukratiske benspænd

10. oktober 2024

Det danske efterårsvejr viste sig fra sin flotteste side til LOF’s landsstyrelsesmøde på Fyn, hvor blandt andet organisationens strategi blev drøftet, vendt og diskuteret med ambitionen om at arbejde endnu mere fokuseret.

”Strategien er treårig, så vi er lige midt i den, og vi er godt på vej. Vi brugte derfor en god del af mødet på at finde fælles fodslag på, hvordan vi nu kan arbejde endnu mere fokuseret i den sidste del af strategiperioden. Fx hvordan vi bliver bedre til organisatorisk uddannelse. Strategien er jo en fælles indsats, og det var godt at opleve det fælles afsæt”, siger Per Paludan Hansen, der er sekretariatsleder i LOF’s landsorganisation.

Farvel til benspænd?
Bøvl og bureaukrati for foreningslivet er desværre heller ikke ukendt for os i LOF. Som medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd er vi med Per Paludan Hansen repræsenteret i et partnerskab, der skal anbefale, hvilke regler og barrierer, der skal fjernes for at gøre det lettere at være forening.

”Hverdagsbureaukratiet i kommunerne giver panderynker for mange af os. Vi fik derfor en god drøftelse af, hvad vi skal tage med videre til KL og Kulturministeriet. Kulturministeriet har allerede nu lovet et udspil til årsskiftet, som vi følger tæt, for vi har lige nu chancen for at fjerne mange bureaukratiske benspænd i folkeoplysningen”, siger Per Paludan Hansen.

Et dejligt gensyn
Landsstyrelsesmødet er også en anledning til at dyrke og styrke det fysiske fællesskab i organisationen.

”Selvom vi er blevet dygtige til at mødes virtuelt, så sker der altid noget helt specielt, når vi som her mødes på tværs af LOF. Jeg oplevede gensynsglæde, god stemning og begejstring over de mange gode historier og resultater, der blev fremlagt fra afdelingerne. Og så kunne vi også glæde os over vores formand Kim Valentins nye titel som kulturordfører for Venstre”, siger Per Paludan Hansen.

Du kan dykke ned i strategien «Sammen om fremtiden» og dens målsætninger.

 

Danskernes mest populære nytårsforsætter

  • 10. december 2024 - Der kan være gode grund til at fokusere på nytår og de første måneder af 2025.

Sådan gør du årsmødet til en succes

  • 3. december 2024 - Af Christian Federspiel, organisationskonsulent i LOF Årsmøderne står for døren, og for nogle er det måske ’same procedure as last year’. M...

Tre tips til at ønske god jul

  • 3. december 2024 - Der er nok at se til, inden julefreden kan sænke sig. Så vi er klar med tre tips, så du lidt hurtigere kan sætte flueben ved opgaven "husk a...