Tip #2

Vores tilbud spænder så bredt, at det er så godt som umuligt at definere én smal målgruppe.

Vi har nemlig noget for alle voksne – og sådan skal det blive ved med at være. Når det er sagt, er der alligevel et par fællestræk.

Vores kursister er nemlig ofte:

  • Nysgerrige
  • Videbegærlige
  • Sociale
  • Et sted i deres liv, hvor de har tid og lyst til at prioritere dem selv

Men sandheden er, at vi skal ramme en bred målgruppe. Folkeoplysning er nemlig for alle. Derfor bruger vi et sprog, alle kan forstå. Uden floskler, slang, fremmedord eller akademisk sprogbrug. Vi skriver, som vi taler.

Selvom flere kommer til at læse dit Facebook-opslag, kursusbeskrivelse eller nye flyer, skriver vi altid direkte til én person. Når vi skriver til ét menneske, bliver teksten automatisk mere nærværende og personlig.

Det skaber en mere nærværende kontakt, og ude på den anden side af skærmen sidder der et menneske, som føler sig mere set.

Det betyder, vi skriver “du” og “dig”.

Nogle gange hjælper det at lukke øjnene og forestille sig den person, man gerne vil skrive til. Teksten bliver hurtigt både mere levende og personlig, når du skriver den til Mona på 67, der døjer lidt med knæene, end hvis du skriver uden nogen modtager i tankerne.